Museer, teatre, musikhuse og orkestre mødes af krav fra mange sider: De skal undgå røde tal på bundlinjen. De skal formidle nationale værdier. De skal bidrage til sam-fundets innovation og vækst. De skal levere større, mere opsigtsvækkende oplevel-ser, mere dansk og ”noget til børnene”. De skal tilfredsstille forbrugernes ønsker om nye tilbud, der serverer kulturarven i appetitlig og fristende indpakning.

Dansk kulturliv har kompetente medarbejdere, der ud fra deres professionelle viden og erfaring dagligt forsøger at skabe oplevelser og indsigt til en interesseret del af befolkningen. Problemet er, at denne viden, kunnen og indsigt kan udfoldes langt mere, end det er tilfældet, og at de politiske beslutningsprocesser, institutionelle rammer og forståelsen af kulturproduktionen er meget snævre.

I Kulturens skjulte styrker pointerer Peter Hanke, at kulturinstitutionernes fremtidige rolle i det danske samfund skal styrkes! Det kræver forandringer, hvor først og fremmest det institutionelle system bør åbne sig og ændre sit eget syn på, hvad deres formål og identitet er. Ligesom de skal arbejde for mere intelligente og vedkommende evalueringsmetoder.

Denne bog peger i første omgang på en lang række uhensigtsmæssige tilstande i det kulturpolitiske og kulturinstitutionelle landskab. Dernæst går Peter Hanke på jagt efter de skjulte styrker, som kulturinstitutionerne sidder inde med. "Ekspertise, viden og erfaring bør rehabiliteres og stilles til rådighed for samfundet på nye måder" mener Peter Hanke og stiller disse spørgsmål:

• Hvad ville der ske, hvis eksperterne gik i samarbejde med befolkningen og skabte meningsfulde fællesskaber i institutionernes rammer i stedet for at sælge oplevelser, der alligevel kan fås bedre andre steder?

• Hvad ville der ske, hvis politikerne bad landets kulturinstitutioner om at inspirere befolkningen frem for at sælge billetter?

• Hvordan kan kulturinstitutionerne inddrage den unge, kritiske generation, der betragter verden som et tag-selv-bord, og hvor formel autoritet og vedtagne æstetiske normer bestandigt udfordres?