I Valfarts pilgrimsfærd bevæger hovedpersonen sig fra metropolens mørke og op i lyset og dermed ind i den passionerede kunstneriske renfærdighed, der lægges op til i Antonius i Paris. Den unge ingeniør og violinist Silvio gennemlyses af Italiens varme sol og musens lutrende forsyn. Bruddet og afskeden, der er kendemærker i forfatterskabets lutring og selvstændiggørelse af Eros, effektueres med rejsen til Italien, hvor han kvitter sine sværmeriske livsløgne i skikkelse af den uopnåeligt skønne Célimène til fordel for den livsglade og ligefremme Clara, der med sin uselviske kærlighed sætter ham fri til at erobre sig selv og sit poetiske talent. I digtet „Ekbátana“ frasiger jeget sig begærets utålmodighed og sanselige opfyldelse til fordel for drømmen om det: Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt, al Livets Vellyst – hvad var den da? Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt ved en kongelig Fest i Ekbátana. Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt. Lad Syndflodens Vande mig bære herfra – jeg har levet en Dag i Ekbátana. Det bliver fremover alene erindringen om den sanselige hengivelses lystne illusionsverden, der driver digteren frem som inspirationens motor, ikke den konkrete tilfredsstillelse af begæret. Silvio vil som ingeniør til at bygge broer, der i romanens slutning sindbilledligt udlægges som broer mellem menneske og natur, jord og himmel, mellem sanseligt begær og lutret, skabende og skønhedsgivende Eros. Silvio identificerer sig med Homers helt Odysseus, der modstår alle fristelser og omsider kommer hjem i kraft af sin snilde, sin stolthed og sin vilje. Med hellenistisk etos konstaterer Silvio, at „den heroiske Tid er oprunden“, helten er som nyfødt, udfriet af det sene 1800-tals tvivl, nerveliv og spleen, genfødt til en heroisk tid og en heroisk bevidsthed i 1900-tallet. Han er blevet et helt menneske med en „Vilje villig til alt stort“. Hans heroisme er identisk med selvopofrelse, hvor poesien bliver livets mål og mening. (Dansk Litteraturs Historie)