Maj 1829, i skoven ved Villers-Cotterêts, hvor Dumas var vokset op. Her bor Guillaume Watrin, førster i hertugen af Orleans jagtrevir, og gift med Marianne. De to har en søn, Bernard, og en adoptivdatter, Catherine, som er datter af førsterens søster, som under Napoleonskrigene havde ægtet en tysker, Frédéric Blum, men siden var død ligesom hendes mand. Bernard og Catherine elsker hinanden, men endnu et plejebarn, Mathieu, søger at spille Frédéric ud mod en anden af Catherines beundrere, Louis Chollet, kaldet "Pariseren". Samtidig forsøger den lokale borgmester at få Watrin til at lade Bernard ægte sin datter som en slags bestikkelse for at førsteren skal se gennem fingre med, at borgmesteren fælder træer i hertugens skov. Intrigerne og Bernards kærlighed og jalousi fører næsten til mordforsøg og tyveri, men en uventet detektiv dukker op og får sat hoved og hale på tingene.
"Catherine Blum" er ren Dumas – han havde ingen medforfattere, hverken navngivne eller unavngivne til fortællingen; han befandt sig i 1853, da han skrev den, i eksil i Belgien, dels for at undgå folk, han skyldte penge, dels fordi han var upopulær hos Napolen III. Han var meget optaget af historien, der gav ham lejlighed til fortabe sig erindringer om sin barndom og sin fødeegn.
