I
Drømmeflygtningen følger man en ung kvindes fald gennem psykiatrien, manden og borgerligheden. For hvor flygter man hen, hvis man ikke er ønsket, ikke passer ind nogen steder? Hvis ens kvaliteter, visioner, talent bliver betragtet som sygelighed? Man flygter ind i drømmene. Der er højere til loftet.
Jegfortælleren, jeget, betragter sig selv som en drømmeflygtning, som en ung kvinde på flugt fra virkeligheden. Med hallucinationer, kunstneriske aspirationer, drømme. Revolutionsdrømme, vage drømme om frigørelse, frihed. En anden verden. Men også en opvækst på bunden af samfundet, uden fremtidsudsigter, forudbestemt til ikke at blive til noget, til at skure andres gulve, være ubetydelig, føle sig forkert.Jegets hallucinationer fremstår ligeså virkelige – eller uvirkelige – som hospitalets trøstesløse rum og rutiner.
Virkelighed og uvirkelighed glider ind i hinanden i flydende overgange. Det er ét fedt sådan et sted: institutionens grå, dystre, monotone, degraderende, umyndiggørende verden. Hvide rum beboet af halverede, fragmenterede, knuste, amputerede bevidstheder. Silhuetter, skygger. Kroppe, der kortvarigt træder ud af hvidheden og forsvinder igen.
Drømmeflygtningen var Lillian Jacobsens debut, som hun udgav i 1978 på forlaget Kvindetryk.Lillian Jacobsen blev født et sted i Jylland i 1945, og gik ud af skolen som femtenårig for at arbejde. Et år senere flyttede hun til hovedstaden, hvor hun tog mellemskoleeksamen på aftenskole-kursus samtidig med at hun arbejdede som rengøringsassistent. Fire år senere, i 1965, efter afbrudt skolegang, sygdom og forskellige jobs som bl.a. servitrice og fabriksarbejder, blev hun indlagt på den lukkede afdeling, knap tyve år gammel.
For Jacobsen er sproget ikke et redskab til udtryk for tanken. Eller indtryk af virkeligheden. Sproget i sig selv er virkelighedsskabende, det griber ind, konstruerer, kategoriserer, dømmer, det har destruktiv kraft i de forkerte hænder, en fremmed magt, det siver ind i systemet.
Sproget er mændenes, magtens, borgerlighedens, journalernes. Altså må det nedbrydes, destabiliseres, sættes sammen på nye måder. Ingen sætninger, ingen begreber er præcise nok i sig selv – og det er da også det, der kendetegner Jacobsens skrift: en enorm sprog- og selvbevidsthed.
... Vis mere
