Du skal ikke være ked af det, mor

Hvad sker der? Hvad gør man? Hvordan overlever man, når det utænkelige sker, og man mister sit barn? Du skal ikke være ked af det, mor er Bettina Manniches personlige fortælling om ‚lortesygdommen kræft,‘ der rammer hendes livsglade søn, Nick, da han er midt i tyverne. En hudløst ærlig, selvironisk, vred og sorgfuld beretning om et langt sygdomsforløb med bekymringer, håb og kamp. Og kærlighed ... måske allervigtigst, en masse kærlighed. Vi mærker den fra første side. Oplever den og griner og græder sammen med hende og hendes skøre og kærlige Vestegnsfamilie, der kæmper med alt, hvad de har. „Du ved ikke, hvem du er oppe imod“ hvæser hun med mellemrum til sygdommen, der tavst og ubarmhjertigt vælter sønnen og familien omkuld. Det ender ikke godt. Men Bettina Manniche er fuld af taknemmelighed, når hun fortæller om de mange dygtige mennesker, der kæmper for hendes søns overlevelse. Ikke mindst det kompetente sundhedsvæsen, som hun elsker og har den største respekt for. Taknemmeligheden gælder dog ikke alle. Vi får et ubehageligt og chokerende indblik i et rigidt og ufølsomt beskæftigelsessystem. Nick og familien må udover sygdomshelvedet kæmpe mod denne ekstra modstander. Kampen ender på forsiden af Ekstrabladet, får politikere i samråd og statsministeren til at besøge hende efter sønnens død. Bettina Manniche skåner ikke sig selv i sin fortælling. ‚Mama-no-shit‘ kalder hun sig med lige dele selvindsigt og selvkritik. En Vestegnsmor, der ikke er til pis og pyller, men må forholde sig til alt det, hun har vanskeligt ved: Svære samtaler, knugende bekymring, tilintetgørende sorg, buldrende tomhed og ikke mindst tankerne om, hvad man kunne have gjort og skulle have sagt, hvis man fik en chance til: Jeg lod det usigelige være usagt og nægtede at tænke det utænkelige. Jeg ville ikke acceptere, at min søn kunne dø. Jeg elskede ham for meget. Jeg lukkede af, hver gang nogen vovede at nævne noget om det. Overlægers diagnoser og mørke blikke blev viftet ud til højre. ‚De ved ikke en skid,‘ fastslog min hjerne. ‚Du skal ikke være ked af det, mor‘ er en stærk, ligefrem og ærlig bog. Lys og let, uendelig trist og spøjst livsbekræftende.