I september 1617 brændte byen Tangermünde ved Elben - 500 beboelser og 50 fyldte lader gik til grunde. Branden var påsat, og en ung pige, Margarete Minde, blev halvandet år senere dømt og henrettet for forbrydelsen - noget der i nyere tid har vist sig sandsynligvis var et justitsmord.
Det er den historiske baggrund for handlingen i romanen. Om Margarete eller Grete Mindes barndom og opvækst vidste man på Fontanes tid ikke meget, men det er netop dette, der optager størstedelen af bogen. Forfatteren har ikke forsøgt at genskabe tiden eller personerne, men har skabt sine egen figurer ud fra de sparsomme oplysninger, der var tilgængelige, og søger derigennem at give et bud på, hvad der kunne drive en datter af det bedre borgerskab til en sådan forbrydelse:
Grete gennemlever en kærlighedsløs opvækst som en udstødt, der bliver set ned på af sin familie som "fremmed" på grund af sin sydlandske afstamning - moderen var spanier og tilmed katolik. Striden med familien - først fremmest halvbroderen Gerdt og hans kone Trud, der på én gang er Gretes svigerinde og formynderinde – tilspidses efter faderens død, og Grete flygter sammen med sin ven, naboens søn Valtin. De to tilbringer nogle år på landevejen med et omrejsende dukketeater indtil Valtin dør, og Grete med deres barn vender tilbage til Tangermünde for at "sone sine synder" og indordne sig broderen. Men hadet til den fremmedartede pige er ikke i mellemtiden blevet mindre …
