"I dette hus levede altså oberst Harder sit liv. Statelig, høj, smuk, mager, gråsprængt, med stift, stramt halsbind, rank holdning og kortklippet mundskæg, gik han gennem livet, fint barberet hver eneste dag, som det mest levendegjorte reglement og som den ubønhørligste retskaffenhed."

Der er intet, oberst Harder foragter mere end sjusk og dovenskab. Han sætter en ære i altid at være præsentabel og iklædt sin uniform, så han er klar til at træde i fædrelandets tjeneste med et øjebliks varsel. Da Treårskrigen bryder ud i 1849, er han da også den første til at sætte kurs mod Sønderjylland for at forsvare landet ved Dybbølskansen. Desværre går krigen slet ikke, som obersten har forventet, og nu begynder en endnu sejere kamp for den ældre oberst; en indre kamp om hans egen selvopfattelse, når han står over for Danmarks nederlag.

Bogen udkom første gang i 1912 og tegner et interessant portræt af den klassiske militærmand, der for alt i verden forsøger at holde på formerne, mens det hele krakelerer i hans indre.

Laura Kieler (1849-1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.