Kristendommen og Platon. 3. Del: Den danske guldalder

Hvad vi i Danmark forstår ved kristendom, er bestemt af Grundtvig og Kierkegaard, og for dem begge handlede den om den evige salighed, som man skulle gøre sig fortjent til gennem troen.
At kristendom også kan bestå i en tro på fornuften — som et redskab til at skabe bedre mennesker og en bedre verden her på den grønne Jord — er der ikke megen viden om. Ikke desto mindre var en sådan kristendom grundlaget for „den danske guldalder“, især repræsenteret ved J.P. Mynster og H.C. Ørsted — og i kølvandet på dem kom den yngre Poul Møller, der kunne notere dette:

„Vi har oplevet en tid, da en sygelig længsel efter et bedre liv, der betragtedes blot som hinsidigt, gav sig selv æren for at være menneskets højeste fuldkommenhed. Man antog, at den, der hengav sig til en sådan ørkesløs higen efter en tilkommende tilstand, alene derved opfyldte sin bestemmelse, og gjorde vel i at foragte det jordiske liv ...
... Reaktionen førte med rette til at erkende, at det nærværende moment har sin højere fylde, og at den, der fører en sund og dygtig tilværelse, ser ideen alt i dette liv og betragter sig selv som et af midlerne til dens virkeliggørelse.“


Dette er 3. Del af en fremstilling af Platons betydning for kristendommen. Seriens 1. Del havde titlen Fra Platon til Augustin og omhandlede Platon, Filon, Paulus, Origenes — i modsætning til Augustin.
2. Del havde titlen Fra Dante til Goethe og omhandlede Dante, Cusanus, Erasmus, Kepler, Leibniz samt Goethe
— og den foreliggende 3. Del omhandler J.P. Mynster, H.C. Ørsted og Poul Møller — sat i perspektiv mod Grundtvig og Kierkegaard.