Denne lille samling af 31 krøniker og eventyr: fortællinger, fabler, pasticher, parabler og endda et par spøgelseshistorier, var det andet og sidste værk, Ernesto Dalgas fik udgivet før sin død (hans efterladte og langt mere voluminøse produktion blev udgivet nogle år efter af vennen Axel Mielche).
Bogen indbragte forfatteren ros for originalitet, poetisk temperament og en rig fantasi, som "burde sikre ham en plads blandt de bedste af landets digtere, når han engang havde fundet målet for sin søgende ånd og usikre livsanskuelse". En anmelder skrev endda ligefrem, at "meget i denne bog er smukt, men af og til tvivler man om forfatterens forstand" - et prædikat, der vel forresten også kan gælde mange andre symbolister.
Sproget er en væsentlig del af oplevelsen i mange af historierne. Vi har derfor alene normaliseret brugen af store og små bogstaver, mens de mange antikverede stavemåder og udtryk er bevaret.
