Pisa, slutningen af det 15. århundrede. Byen er omringet af florentinernes lejetropper - skanserne er ødelagt, forsvarerne faldet, og hungersnøden hærger byen. Pisas hersker, Guido Colonna, har sendt sin fader Marco til florentinernes lejr for at forhandle om fred, og lejetroppernes anfører, Prinzival, skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred - på én betingelse: at Guidos hustru fru Giovanna, skal komme til ham, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø - og lade Pisa indbyggere gøre det samme – frem for at se sin hustru skændet, men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.
Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger efter den danske førsteopførelse på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjerne som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. – Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder … Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."
