Omslaget til "Moskva 1937". 2. bind i Bonde Jensens Erindringstopografiske essays gengiver et billede af Juri Pimenov, der hænger på Tretjakov galleriet i Moskva, hvor forfatteren fotograferede det i 2011. Billedet, et oljebillede, viser en ung blond kvinde, set bagfra ved rattet i en åben cabriolet på vej gennem et sommerligt Moskva, der glinser af væde efter en byge. Alt strømmer, bilruden og bakspejlet, de forankørende moderne biler, de let klædte kvinder og mænd på fortovene, husene, høje ny og lavere gamle. Den røde blomstervimpel i bilrudens hjørne. Alt ånder fremskridt og forandring, frigørelse og optimisme - i genkendelsens knæsatte realisme. Det charmerer, det kan sit kram, det rummer hemmelig forførelse - og hemmeligt politi på pladsen bagude, som hun netop forlader, stedet, åstedet for forhør af dem der ikke forstod at de ny tider var kommet, som man kun kunne være for og ikke imod. Billedet rummer skjult det dobbeltgreb, intellektuelle i øst og vest var holdt i, og som en eftertid ikke kan undslå sig for at forholde sig til ved f.eks. at henvise til at man ikke befandt sig i det dobbeltgreb og det derfor ikke vedrører én i dag. Som barn af sin tid er man arving til både aktiver og passiver. Det gælder i særlig grad de intellektuelle. Moskva er, som det hedder på bagklappen af bogen, et privilegeret sted for erindringen om det 20. århundrede, for de erfaringer der dér blev gjort, med nutidig relevans for, ok, især nutidige drømmere om en samfundsændring.