Natura morta

Savsmuldsdækkede grisehoveder, rustbrun fiskegalde, en svedglinsende armhule, gule underbukser og en lyskes sorte kønshår, hvide ferskner, tre røde granatæbler på rulletrappen på Stazione Termini i Rom. Josef Winklers fortæller i Natura Morta er som et kamera, der zoomer ind på og dvæler kælent-fetichistisk ved samtlige farver, ved hver enkelt detalje, ved hvert objekt, som om den fortættede beskrivelse af det ydre er ladet med betydning, altid på tærsklen til at afsløre en skjult hemmelighed.

Her ser vi lumre blikke rettet mod skridtregioner, obskøne fagter og sanselige berøringer, vi ser plastiksmykker formet som sutter, en tandløs frølårssælgerske med sorte chimpansenegle, katolske artefakter, isspisende nonner, fotograferende turister, slagteraffald, samfundets udstødte, gadesælgere fra arbejderklassen, døde fisk, slagtere, der kløver hare- og fårehoveder. Men navnlig følger vi figensælgerskens søn, den smukke sorthårede dreng Piccoletto, hvis inciterende øjenvipper er så lange, at de berører hans fregneoversåede kind. Og især følger vi livet på markedspladsen Piazza Vittori Emanuele, hvor døden er allestedsnærværende i form af slagtere og fiskehandlere, og hvor livet udfolder sig i billedmættede scener, almindelig markedslarm og gentagne motiver og karakterer.

Josef Winklers kortroman eller “romerske novelle” er i sin grundsubstans et litterært tableau, der gør sit yderste for at leve op til sit navn. Et natura morta er et stillleben, men man kan diskutere, om bogen reelt afbilder død natur eller snarere er et meget levende og livligt tableau vivant. Formålet med et stillleben er at få øjet til at sænke hastigheden og fokusere længe på den omgivende verden; at minde beskueren om, at verden er fyldt med synsindtryk, der i sig selv har værdi og sjældent får den opmærksomhed, de fortjener. Hvad handler bogen så om? Den handler om kødelighed og kødets forfald, om liderlighed, synd og katolicisme, om markedspladsen, om et dødsfald og en begravelse.

Josef Winkler (f. 1953 i Kamering, Østrig) regnes for en af de vigtigste nulevende tysksprogede forfattere og har modtaget utallige litteraturpriser, ikke mindst Büchner-prisen, der regnes for den fornemste litterære hædersbevisning i de tysksprogede lande. Hans værk er blevet rost af så forskellige forfattere som Günter Grass, W.G. Sebald, Elfriede Jelinek; dets vigtigste tema er en sammenfiltring af homoseksualitet, katolicisme og død. Han bor i Klagenfurt med sin kone, med hvem han har to børn.