Fattigdom, usle kår og umyndiggørelse Denne historie er baseret på virkelige forhold blandt de fattigste i Danmark. Rammen er en Fattiggård, der ligger et stykke uden for Svendborg. Murene er høje, der er gitter for vinduerne og porten ud til gaden er låst. Her bor alle dem, der ikke kan klare sig selv. Her bor gamle og syge mennesker sammen med dovne og drukne mennesker. Her bor svage og handicappede og først og fremmest fattige. Nogle blev regnet for værdigt trængende, andre var stemplet som selvforskyldt fattige. Fælles for dem alle var dog, at den eneste anden udvej end at dø af sult havde været at søge hjælp på Fattiggården. Det var en tid, hvor fattigdom blev kureret med umyndiggørelse og hårdt arbejde. Ingen var for svage til at bidrage. Der blev vævet måtter, stoppet og syet tøj, fremstillet ildtændere, tømret ligkister og hugget skærver til landevejene; og så er det ikke så længe siden, som vi går rundt og tror. Det var først i 1961, at Fattiggården blev omdøbt til Forsorgshjem, og opholdet blev helt frivilligt. Denne krimilet bog er baseret på forholdene på Fattiggården i 1930. Hovedpersonen er Søren. Han har ikke noget sted at bo, og han har tigget og drukket nede i byen. Derfor er han tvunget til at bo på Fattiggården. Her skal han lære at opføre sig ordentligt. Som fattiglem må han arbejde hårdt for føden, så det eneste, han drømmer om, er at slippe væk. En dag tæver Søren en bestyrer, låser ham inde og bruger nøglen til at slippe ud gennem porten, ud i friheden. Han kan ikke gå ned i byen. Der vil han blive genkendt og smidt i fængsel. Han må langt væk. Han vil over til Dorte i Bogense. Snyd, bedrag, intriger og mord er bare nogle af ingredienserne i Krimilet serien. Helte, skurke og menigmænd optræder i bøgerne, der er skrevet i et letflydende sprog. Emnerne er nutidige og aktuelle eller hentet fra Danmarks historie.