Den spirende kunstmaler Henni og hans purunge hustru Lili opholder sig i bogens første del på Ischia i Italien, finansieret af en dansk baron, men da legatet er opbrugt, og den danske mæcen har fundet sig en anden kunstner at financiere, bliver de nødt til at rejse hjem til Danmark. Her har Lilis nyrige, nærige og snobbede tante skaffet dem en lejlighed i en etageejendom i Valby, samt en tjenestepige, den tykke, grimme og dumme Maren Madsen fra Himmerland.

Og det er her Lilis "pigesorger" begynder. For Maren kvajer sig konstant, og da det til sidst bliver Henni for meget, ender det med, at Henni og Lili bliver hængt ud i tjenestepigernes blad. En ven, den gamle, overbærende dr. Møller, råder dem til at lade det ligge, men Hennis hidsighed gør kun sagen værre …

Bogen var af Bergsøe tænkt som et indlæg imod afskaffelsen af Tyendeloven, men den gamle digter - han var netop fyldt 75 år, da den udkom, og det var hans sidste roman – havde set sig gal på mange ting i det danske samfunds udvikling, som han ikke forstod og ikke brød sig om, og i bogens løb angriber han både tyendestanden, de nyrige snobber (Lilis tantes rigdom er grundet på opkøb og videresalg af affald) og den fallerede adel - og det hele bliver samlet set måske for meget.

Datidens kritik var enige om, at den del af bogen, der foregår i Bergsøes elskede Italien var lige så frisk og velskrevet som hans ungdomsværker, men de samme anmeldere var - af forskellige årsager og ud fra det respektive blads politiske sympatier - lige så enige om, at satiren i den danske del var overdreven og til tider direkte ubehagelig - Berlingske Tidende fandt satiren over tjenestepigerne ganske underholdende, medens dagbladet Socialdemokraten gik så vidt som til at skrive, at "den milde, skønhedsdyrkende forfatter fra 'Piazza del Popolo' er blevet en sur, vranten og snerrende Jeronimus, der sidder i sin gammelmandsstol og spytter som en eddikebrygger".