"Verdens frelse" er en meget morsom og meget alvorlig bog, ofte provokerende, under alle omstændigheder munter.   I regeringen Løkke Rasmussens regeringsgrundlag står der, at Danmark er et kristent land. "Verdens frelse" er bestemt ikke skrevet for at påvise det absurde i en sådan påstand, men man kan næppe læse bogen uden at komme til den konklusion, at den er absurd.   Bogen indledes med et indlæg af Jesus selv. Han overvejer, om han i sin tid gjorde det godt nok. Derefter følger en lang række monologer af mennesker og dyr.   Mange af dem er kendetegnet af, at de, der udtaler sig – måske fordi det nu engang er Jesus, der har åbnet debatten – føler sig nødsaget til at ransage sig selv, deres fag, deres profession eller meninger for at komme til rette med, om verden står til at frelse – og hvordan, eller om den overhovedet har behov for det. Andre siger bare noget om, hvad der virkelig betyder eller har betydet noget for dem i deres liv.   Bogen slutter med Jesus' kommentar til alle disse ytringer. Blandt andet fremgår det, at verden ikke synes at have ændret sig meget i forhold til hans problemstilling, da han var her for før­ste gang. Bogen rejser nogle teologiske spørgsmål - først og fremmest om en teologi (gudelære) overhovedet er mulig, når guden antages at leve stadigvæk, hvad Jesus jo må gøre, eftersom han genopstod.   Men "Verdens frelse" handler ikke først og fremmest om teologi men om mennesker, deres billede af sig selv, sorger og lykke.