Annelise er en ung kvinde, som af nød og sygdom har "solgt sig under ægteskabs form" til en halvgammel, sygelig – og rig – afdanket militær, oberstløjtnant Kall. Under en sommerferie på gården Rugholm genser hun sin barndomskæreste, gårdens unge søn Jørgen, og forholdet blusser op igen. Men atmosfæren på godset er noget giftig: både den gamle moralsk forargede Farmor og "snogene", ægteparret Spagh, som egentlig stod til at arve Kall, før han giftede sig, ser i Annelises og Jørgens forhold en mulighed for at bagtale Annelise overfor hendes ægtemand og ad den vej få skaffet hende af vejen som arving.
"Annelise" er en temmelig anderledes historie end de rejsebeskrivelser og drengebøger om Peder Most mfl., som havde skabt Walter Christmas' forfatternavn, og man kan spekulere over, hvorfor han skrev den – og det gjorde anmelderne da også, da den udkom første gang i 1913, hvor man var enige om, at bogens menneskeskildring og -opfattelse var håbløst forældede, og at forfatteren i det hele taget manglende evnen til at skrive om et så følsomt og lyrisk emne. Nu er det så over 100 år siden, og en nutidig læser behøver ikke tage sig af, om bogen er ti eller tyve år bagud for sin tid eller måske lovlig robust i sit sprog hist og her, og kan blot læse den som den i og for sig meget romantiske lille afstikker fra forfatterskabets hovedlinje, den er.
("Annelise" omtales i visse bibliografier som "noveller" - altså i flertal. Det er den ikke, det er én novelle; der er ikke andre fortællinger i bogen.)
