Collage er en overset kunstart, omend genren har rødder et godt stykke tilbage i kunsthistorien. Slår man op i R. Broby-Johansens ”Kunstordbog”, definerer han collage som ”et billede, fremstillet af sammenklippet papir eller tøj”; mens en decoupage er ”... opklistret, udklippet kulørt papir”. Digteren H.C. Andersen (1805-1875) lavede flere collagebøger og -skærme. Pablo Picasso (1881-1973) og Georges Braque (1882-1963) begyndte i 1912 at lave kubistiske collager af avisudklip. Den tyske kunstner Kurt Schwitters (1887-1948) rendyrkede fra 1919 og frem collagen som kunstart.
Hvis man som Per Nielsen laver en collage eller to om dagen, bliver det med tiden til en hel del. Da han for noget tid siden gennemgik bunken af collager, lagde han mærke til, at rigtig mange af motiverne indeholdt et eller flere elementer af tid, f.eks. et ur. Urtid? Det gav ham ideen til dét, der med tiden er blevet til denne bog, fortællinger om tid i billeder – stort set uden ord. Hvis der forekommer ord, er det fordi de indgår som en del af motivet. Hvert billede rummer sin egen historie, som man kan digte videre på. Tid er en underlig størrelse. Den er der hele tiden og samtidig forsvinder den. Tiden går, siger man. Men hvor går den hen? Det er der ingen, der ved, for man kan rent faktisk slet ikke definere, hvad tiden er. Den kendte amerikanske fysikprofessor John Wheeler hævdede, at tid er naturens måde at undgå, at alting sker på én gang. Vi kan opfatte tid som lineær, uendelig og uafvendelig, fordi tiden kun synes at bevæge sig fremad. Eller vi kan opleve tiden som relativ og subjektiv, fordi vores opfattelse af tid varierer afhængigt af situationen og vores sindstilstand. De indfødte i Australien har et begreb, de kalder for drømmetid. En form for tid, som indeholder både fortid og nutid på samme tid. Giv dig god tid med denne bog!